Angst er naturligt og det er naturligt, at vi som mennesker konfronteres med angst, også som små mennesker.
af Vibeke Folmer Rasmussen
Essensen er at skelne mellem angsten og truslen. Angsten er et menneskeligt vilkår, der blandt andet hænger sammen med, at vi er fysiske skabninger, der er sårbare. Noget andet er det, vi er bange for, nemlig de trusler, der rent faktisk findes i denne verden. Og de findes.
Når et barn har angst, er det essentielt at vi allerførst retter blikket mod det, barnet er bange for. Sammen med barnet. Som det aller-, aller første. Om det så blot er sekunder. Det beroliger allerede et lille menneske. Angsten er opstået for at alarmere om noget, barnet har registreret som truende. Hvis de voksne kigger på truslen, hjælper det allerede barnet til at give slip: “De voksne er her”
Nogen gange ser voksne på barnets angst derimod, ser angsten som selve problemet. Barnet oplever så at der ikke tages hånd om truslen, og det bevirker, at alarmsystemet bliver ved med at køre.
Det kommer den voksne omverden ofte til at gøre af flere grunde. For det første fordi, de voksne syntes, der ikke er nogen trussel. De siger måske ligefrem, det er pjat eller giver på anden måde udtryk for, at der ikke er noget i vejen.
For det andet er der en konfliktskyhed i at se på verdens trusler og tale med børn om dem. Voksne så hellere, børnene leve i en tryg barneverden så længe som muligt uden at opleve trusler. Og det er jo meget forståeligt. Problemet er bare at børnene aner uråd meget tidligt, de både ser og hører mange gange ugentlig brudstykker af frygtelige ting fra verden. Ofte kan et lille glimt eller en halv sætning vække enorm uro.
Hvis vi som voksne, som det første, oplever truslen med barnet, anerkender, så er barnet allerede mere roligt. Ikke mere alene. Senere, når barnets alarmsystem er roligere, kan vi tale med barnet om at truslen ikke er særlig alvorlig. I akutsituationen er det vigtigt barnets oplevelse tages helt alvorligt og anerkendes. For barnet må lære sit alarmberedskab at kende, lære hvad det er der sker med en, når man bliver bange.
Hvis vi som voksne vender al opmærksomheden mod barnets angst og forsøger at dæmpe angsten og trøste og fjerne den ubehagelige røde alarm, der kører og kører, bliver barnet grundlæggende meget forvirret over sine egne impulser. I den situation bliver alarmsystemet ikke beroliget men vedbliver at arbejde, ja det kan blive ved at arbejde hele livet. Barnet oplever måske at angsten ikke slipper, vedbliver at reagere på ting der provokerer systemet og selvom barnet måske siger -og mentalt også forstår, der ikke er trusler, tror alarmsystemet ikke på det. Alarmsystemet er ikke underlagt vores bevidsthed på samme måde som fornuften. Det er heldigt, for det er mange gange derfor, vi kan redde os selv i virkelig farlige situationer.
Og det skal børn lære.
Børn oplever ofte, at deres angst, bliver årsag til problemer. At de voksne ikke er glade før den angst er væk og smilet er tilbage på læberne. Derfor undertrykker børn i sidste ende ofte angst, hvis der er tale om uløste alarmreaktioner, der får lov at køre videre.
Børn har kæmpe fordel af at lære om alarmsystemet og om angst. Måske kan man forklare dem, at alarmsystemet er ligesom en vagthund, de har, men at den hund også er deres trofaste ven. Blot skal den ikke få lov at styre alting.
Men der er mange måder at tale om angst, og det er nok meget vigtigt at overveje individuelt i hvert enkelt lille menneskes tilfælde, hvad der er de rette ord.
Hvad gør man da, hvis uløst chok kører i alarmsystemet?
Man kan jo ikke lave forløbet om, men man kan have gavn af terapeutisk hjælp til at få chokket løst af kroppen og overbevist kroppen om, man kan give efter for trygheden.
Det er vigtigt at behandle angsten livsbekræftende frem for problemorienteret. Det er muligt at lære kropssignaler at kende som ressourcer.
Jeg syntes, det er essentielt at tale med børn om alarmsystemet og angst og helst inden der opstår alt for mange situationer, der føles truende.
Det er vigtigt for barnet at kende sig selv og kunne få erfaring for at tænke; ”nå nu er det mit alarmsystem, der siger noget…” .
Noget andet er selve den grumme verdens trusler. For de findes jo. Men de forsvinder ikke, så længe børnene ikke er angste.
Jeg er ked af det, men det nytter ikke noget at sige til børn, der er bange for vand at ”vandet er dejligt, der sker dig ikke noget”, for de tror ikke på det, før du har taget det alvorligt, virkelig alvorligt og talt om hvor farligt det er og hvordan man lærer at leve med det. Barnet må få tillid til, at andre også kan se faren, så de kan give slip. Senere, hvis de giver slip, kan brodden måske tages af det.
Al tillid udvikler sig til selvtillid og til tillid til livet.
Det nytter heller ikke at sige til et barn, der er bange for, at være alene hjemme, at det er noget pjat og der sker ikke noget, for så at begynde at træne alenetid med dem. Det er langt bedre at tage angsten alvorligt, at hjælpe med at bære angsten, hjælper allerede. Sætte sig med dem i et rum og sige , ja uha, vise medindlevelse og empati, tale om, hvad der kan ske, frem for at udspørge barnet om det. Det kan barnet jo mange gange netop ikke sætte ord på.
Man skal turde gå ind i det rum med dem, hvor man møder det uhyggelige i deres øjenhøjde. Ikke lægge dem ord i munden, bare være der med dem, lytte, acceptere, vise sin egen styrke i forhold til det.
Nogen gange kan tilstande forløses en anelse i humor. Gang for gang.
Det essentielle for mennesker og også for små mennesker er mod. Mod er noget, vi har i os, det er medfødt. Mod betyder, at der i os er løsning til at klare enhver fare i situationen. At vi i situationer af fare, vil have evne til at finde på noget, der redder os. Det kan for eksempel være at stikke af.
Hvis et barn er bange for eksempel for noget i skolen og stikker af, har barnet forsøgt at redde sig selv. Men allerede her, kan barnet straks blive mødt med for høje krav om at kunne finde på en bedre løsning. Det er ikke muligt. Hvis barnet føler sig alarmeret og reagerer, er det faktisk i bund og grund ressourcefuldt.
Man må skelne mellem truslen, angsten og reaktionen. Hvad er det, barnet er angst for, møde barnet på det, hjælpe med at bære det, så barnet slapper af og derefter hjælpe med at turde være her alligevel. Mod, åndedræt, styrke osv. Man kan træne i hvor virkningsfuldt det er at mærke, hvor stærke vi er født som mennesker og øve sig i at mærke, hvor mange medfødte ressourcer vi har til rådighed i selv farlige situationer. Man kan begynde at fokusere på at have tillid til disse ressourcer i stedet for at frygte for at falde eller ikke kunne klare sig. Det giver selvtillid.
Og så er det i øvrigt mange gange tillid til børn i alle mulige andre henseender, der giver selvtillid og tryghed. At udtrykke bekymring er på en måde at vise, man ikke helt har tillid til dem.
Mange gange skinner vores bekymring igennem, når vi hører dem, om de har leget med nogen eller klaret det godt i skolen og så videre. Det er VORES bekymring for om de er gode nok. Det er angstskabende i dem.
Forskellige emner & debatter, Vibeke Folmer Rasmussen, Terapi, 8000 Aarhus c
Opkald: 26 39 10 13 • E-post: mail@vibekerasmussen.dk
Redaktion: Emilie Petersen • Poster redigeres ugentligt