I Tyrkiet – nærmere bestemt ved hoffet i Konstantinobel, levede en besættelse af tulipaner, der prægede hoffet i første halvdel af det 18. århundrede. I det 14. århundrede øvede den tyrkiske tradition SÉLAM indflydelse på blomstersproget. Sélam er i Europa bedre kendt som tyrkiske kærlighedsbreve.
Selam går ud på at sammensætte forskellige genstande, såsom blomster, hårlokker og perler, sten med mere og pakke dem ind i noget smukt for at skabe en poetisk, skjult besked.
I den victorianske ære faldt brugen af blomster, som et middel til skjult kommunikation, sammen med en voksende interesse for botanik. Interessen for blomstersprog blev introduceret i Europa af den engelske digter Mary Wortley Montagu (1689–1762). Mary bragte trenden med til England i 1718 fra sine rejser til Konstantinopel. Aubry de La Mottraye (1674–1743) introducerede trenden ved det svenske hof i 1727. Joseph Hammer-Purgstalls ”Dictionnaire du language des fleurs” (1809) ser ud til at være den første udgivne optegnelse, der knytter blomster til symbolske betydninger, mens den første egentlige ordbog over blomstersprog udkom i 1819, da Louise Cortambert – under pseudonymet Madame Charlotte de la Tour – skrev ”Le langage des Fleurs”.
![]()
Robert Tyas var en populær britisk forfatter (der skrev om blomster), forlægger og præst, som levede fra 1811 til 1879. Hans bog, ”The Sentiment of Flowers; eller, Language of Flora” – der udkom første gang i 1836 og blev genudgivet af forskellige forlag helt frem til mindst 1880 – blev markedsført som en engelsk udgave af Charlotte de la Tours bog.
Interessen for blomstersprog blomstrede op i det victorianske England, Nordamerika og Frankrig i løbet af det 19. århundrede. Gaver bestående af blomster, planter og særlige blomsterarrangementer blev brugt til at sende en kodet besked til modtageren. Dette gjorde det muligt for afsenderen at udtrykke romantiske følelser og kurtisere på en måde, der ikke kunne siges højt i det victorianske samfund. Ved hjælp af blomsterleksika udvekslede victorianerne ofte små “talende buketter” – også kaldet ”nosegays” eller ”tussie-mussies” – som kunne bæres på tøjet eller i hånden som et modetilbehør. Betegnelsen ”nosegay” opstod, fordi blomsterne duftede dejligt, og ordet gay betød dengang “pryd” eller “udsmykning”. Dette tilbehør blev oprindeligt båret for at dække over lugten fra gaderne og kropslugt; buketterne bestod ofte af velduftende urter og blomster, såsom lavendel, citronmelisse og roser.

Maria Folmer
Klitmøller & Skanderborg
![]()