Hu er et dybt mysterium. Det er meget mere end et ord; det kan være et sted, et løfte eller en glemt affære mellem mennesket og livet selv. Dette virker selvfølgelig fantastisk og lidt overdrevet for det almindelige øre.
Ordet er til stede i begyndelsen af ord som “human” og “humor”. Og i engelske ord som “humility”,”humid” og “humble”. I male nordiske sprog har vi “huld” og blot “hu”.
Hvad betyder Hu?
Lad os lige se på, hvad et ord er -til at begynde med.
Hvad er ord?
Mennesker, der lever på jorden, ser ud til at have en automatik til at gå i gang med at leve og at overleve. Samtidig har vi altid undret os for eksempel: “Hvor kommer vi fra?” og “Hvad er det hele egentlig?” eller “Kan nogen magt hjælpe mig?”
Det er nok derfor, filosofier og religioner er opstået fra menneskets begyndelse og har udviklet sig sideløbende med evolution, migrationer -og sprog.
Måske deler det hele samme rødder.
For lang tid siden, i den sene yngre stenalder og tidlig bronzealder, blev ord spredt over hele verden.
Det siges af lingvister, at en forhistorisk, etno-lingvistisk gruppe menes at have talt et bestemt sprog, vi nu kalder “det proto-indo-europæiske sprog”. Og da disse mennesker gradvist migrerede og bar deres sprog med sig, førte det til de forskellige indoeuropæiske sproglige grene, vi kender i dag.
Dette er en hypotetisk teori, og det oprindelige proto-indo-europæiske sprog menes at være blevet talt som et sprog fra cirka 4500 før vor tid til 2500 før vor tid (selvom skøn varierer med mere end tusind år).
“I begyndelsen var ordet”. Det er skrevet, og sikkert derfor var ordet, før det, talt!
I hvert fald står der i Bibelen Johannes 1, 1:
“I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud…”
Det er et meget populært citat stadig i dag, derfor er det fremhævet her.
Ideen om, at ordet kommer før al anden skabelse, menes dog at stamme fra meget ældre traditioner for faktisk at tilbede visdom frem for følelser – og er jo stadig en meget moderne måde at praktisere stoiske principper i stedet for at synke ned i fortabelsens hav.
I gamle skrifter (her Bibelen, Ordsprogene 8) taler Sophia, som er Visdom – og en feminin kilde – ud til folk om dette. Denne tekst menes at stamme fra 500 til 1000 år før Johannes Evangeliet (der hvor føromtalte citat står skrevet).
Det foregår i Mesopotamien, hvor tidligere polyteistiske religioner, herunder tilbedelse af flere guder, var normen.
Hinduismen er også en af verdens ældste religioner, med rødder i disse gamle polyteistiske traditioner.
De ældste hinduistiske tekster er Vedaerne, og de er fra 4000 til 3000 år gamle og skrevet på sanskrit. Sanskrit er et gammelt indoeuropæisk sprog i Indien.
På sanskrit betyder “Veda” visdom. Vedaerne menes at være “hvad der høres”, og det adskiller dem fra andre religiøse tekster, der betragtes som “hvad der huskes”. Hinduer anser Vedaerne for at være “ikke af et menneske”; åbenbaringer af hellige lyde og ord hørt af gamle vise efter intens meditation.
På det gamle sprog sanskrit relaterer “Hu” til handlingen at påkalde guddommelig energi.
På sanskrit repræsenterer “Hu” også en universel lyd eller vibration OG kunsten at komme i kontakt med den.
I den gamle egyptiske mytologi var “Hu” “personificeringen af et religiøst udtryk, den kreative ytring” og tæt forbundet med Sia. Hu var guddommeliggørelse af det første ord, skabelsens ord.
Hu er nævnt allerede i det gamle riges pyramidetekster. Pyramideteksterne er de ældste antikke egyptiske begravelsestekster, der dateres til det sene gamle rige. De er det tidligst kendte korpus af gamle egyptiske religiøse tekster skrevet på old-egyptisk og indgraveret på pyramidernes underjordiske vægge og sarkofager. De ældste af teksterne er dateret til ca.2400-2300 f.Kr.
På aramæisk er “Hu” et personligt pronomen, der betyder “han”, “hun” eller “det,” brugt eftertrykkeligt eller til at henvise til Gud i betydningen ren Essens eller det guddommelige.
I 2. Mosebog 3,14 siger Gud til Moses: “JEG ER DEN JEG ER”. Dette er, hvad du skal sige til israelitterne: “ANI HU” har sendt mig til dig.'”
“JEG ER” på aramæisk er: “ANI HU”.
“Hu” er også en hellig sang i spirituelle traditioner, der repræsenterer Guds lyd eller det guddommelige.
Så selve “ordet” og “hu” er ofte, fra gammel tid, forbundet med, og refererer måske til, en lyd, måske et fænomen, måske visdom og er essensen af en slags stemme fra det guddommelige i kulturel oprindelse.