-om det nye år og den nærmeste fremtid, der kommer.
Forleden dag var jeg så heldig, heldig, heldig at have en samtale med Vølvena igen. Det var utrolig spændende. Vi talte om det nye år eller den nærmeste fremtid og om, hvordan vi kan prøve at forstå nogle af de ting, der sker i verden på et nyttigt plan. Jeg vil gerne fortælle noget af det, Vølvena talte om.
“Vi må forstå, at vi alle hænger på Tidens Hjul. Alle kravler hen over hinanden. Forsøger at hænge fast!”
“GIV SLIP!”, sagde hun indtrængende, og videre:
“Lyset er i Verden. Men kender DU det?” Hun så direkte på mig med de blågrå øjne.
“Knytter du dig til det? Tager du imod det? Hvor er din nærhed i kampene på Tidens Hjul?”
Jeg sank en klump i halsen. Men jeg vidste ikke sådan lige, hvad jeg skulle svare. Så jeg spurgte, hvorfor vi er så mange, der føler afsavn, når vi også dyrker overflod?
Vølvena, der måske ikke er så gammel, sagde: “En outsider er en, der er udenfor lyset. Det er ikke et menneske, der giver slip. Men mange er bange for at give slip, fordi de tror, man så bliver en outsider.
En følelse af afsavn er, inderst inde, at vide, at lyset er i verden, men ikke knytte sig til det.”
Jeg tænkte; det er som om, vi føler, der ikke er nok til alle. Det er egentlig underligt. Hvor mon vi har den forestilling fra.
Som om, Vølvena havde læst mine tanker, sagde hun, at det er derfor, vi kæmper på tidens hjul og kravler rundt på hinanden.
“Hvordan kommer vi ind i det lys?”, spurgte jeg, “for jeg kan godt tænke det, men det er vel ikke nok med det!”
Hun svarede: “Den største fattigdom er at være udenfor lyset. Det er bedst at gå ind i lyset. Som at gå ind i et tempel. Et tempel, man kan have, udenfor eller inde i sig selv. Det er en søjle mellem himmel og jord.”
Jeg spurgte, hvad vi ellers kan gøre i den kommen tid, i det nye år.
“Hvis vi giver slip og går ind i lyset og kommer ud af det afsavn og den fattigdom, der kommer af at være udenfor lyset, kan vi give mange af vores ting til dem, der ikke har noget. Blive bedre til at dele. Helt fysisk. Det bliver svært, for der er mange stemmer, der hvisler, at vi bare kan passe os selv.”
Jeg tænker, det er rigtig nok. Jeg kender stemmen i mig selv, hvis jeg er helt ærlig. Jeg vil i princippet gerne dele og føler mig parat til det. Men jeg må jo konstatere, at jeg sidder i en del af verden, der har det meste, forbruger det meste og ser på andre, der ikke har så meget. Endda må jeg konstatere, at jeg er et sted i samfundet, der har mere end folk har andre steder i mit eget samfund.
Lad os se, om vi kan give mere slip.
Og tak til Vølvena.