Familiens sorte får?
Føler du dig forkert i din familie? Som om du kommer fra en anden planet? Som om du aldrig kan gøre det godt nok? Måske som om, du skuffer de andre? At være det sorte får i en familie betyder, at du er den, der får en rolle som outsider. Det er fordi, du ikke ligner de andre i familien. Du kan ikke leve op til de forventninger og normer, der er i familien, og du føler, at du som følge heraf bliver negativt bedømt af din familie. Måske bare ignoreret eller glemt. Men du behøver ikke identificere dig med det som noget negativt.
Følte du dig udenfor, da du opdagede at du ikke var blevet inviteret med til familiekomsammen… Ville du alligevel nok have takket nej, hvis du var blevet inviteret….
Din familie har et fællesskab, som du ikke er en del af -og som du måske føler, du heller ikke helt ønsker at være en del af. I er forskellige. Du oplever at dine følelser er ægte, modsatrettede og umulige at håndtere.
Du føler dig måske ensom i forhold til familien, idet du ikke rigtig er med i det fællesskab, der er.
Du spekulerer måske over, hvorfor du ikke er med. Måske føler du dig forkert, som det sorte får, en outsider, som en person med forkerte værdier.
Mon du ville føle dig som en del af fællesskabet, selv hvis du deltog mere?
Eller mon du ville sidde der og alligevel føle dig udenfor?
At det her handler om, at du sikkert er grundlæggende forskellig fra din familie.
Du har måske valgt et andet liv for dig selv, end det liv din familie lever. Eller du ville ønske, du kunne.
Måske har I meget lidt tilfælles?
Hvad kan du stille op i den evindelige kamp med dine følelser af at være udenfor og føle dig ensom og forkert..
Mit umiddelbare bud er, at du skal stoppe med at kæmpe imod de følelser. Fordi du er født ind i en familie, der er anderledes end du selv. Nogle mennesker kan ikke føle samhørighed og fællesskab med den familie, de er født i, fordi de er grundlæggende forskellige. Det kan være en kendsgerning. Skal det begrænse dit liv og din glæde… I så fald vil det måske smitte af på dine andre relationer.
Du er udenfor det fællesskab, din familie har. Du føler dig indimellem ensom af den grund, ja. Det er helt reelle og naturlige følelser. De følelser er en del af dig.
Måske har de følelser lov at være der? Måske er de egentlig okay? Hvad tænker ved det?
Nogle mennesker passer ganske enkelt bare bedre sammen med nogle andre mennesker. Gode venner og veninder. En svigerfamilie. En tante på faderens side. Eller nogle helt andre.
Måske må du søge fællesskab der, hvor du kan finde det. Jeg er sikker på at du KAN finde det. Måske bare ikke i familien. Det kan gøre ondt at indse det, det kan også være en lettelse. Det kan være forbundet med sorg og skam og skyld. Måske føler du disse svære ting -og så må du give dig selv lov til at sørge.
Måske kan du ikke lige nu få øje på, hvor du kan søge følelsen af fællesskab udenfor familien. Måske har du allerede oplevet følelse af fællesskab med andre mennesker indimellem?
Måske får du lettere og lettere ved at finde fællesskaber -måske endda i familien, efterhånden som du accepterer, du er anderledes end familien, tillader dig selv at sørge over det, giver dig selv lov til at være den du er og begynder at forundre dig over det.
PLADS TIL FORUNDRING – PLADS TIL FORANDRING
Vil du være med i samtalegruppen “ANDERLEDES I FAMILIEN”?
Skriv til maria@vibekerasmussen.dk
Mere læsning: