JOMFRU MARIA

.

Hvem er MARIA egentlig?
Jeg blev pludselig helt anderledes bevidst om dét spørgsmål i januar 2017, hvor jeg opholdt mig i Eibingen Klosteret i Rüdesheim i Tyskland -et kloster anlagt af Hildegard af Bingen i 1100 tallet.

Prøv at tage dertil, for selv af begynde en dybere rejse ind mod sjælen.
Skriv til klosteret og bo der et stykke tid, hvis du vil opleve Hildegard af Bingen og de kære nonners messesang i dit hjerte. LÆS MERE ….

english

Det var iskold vinter, Rhinlandet var hvidt af sne og gyldent af vintersol. Vindruerækkerne, der dækker hele skråningen mod byen og floden, var prydet med klokker af iskrystal.

Jeg ankom klokken to, for det havde jeg fået besked på. Jeg bankede på en stor tyk trædør. Efter en tid blev en dørspion slået op, og jeg blev anset af et brunt øje. Derefter blev døren låst op. En mild og venlig nonne kom frem og bød mig indenfor.

Jeg fik et værelse med udsigt over vinmarkerne og kunne se byen i det fjerne. Murene var tykke og værelset var charmerende og enkelt. Jeg fik anvisninger i bedetider, spisetider og flere andre ting. Så var jeg dér og i et stykke tid prøvede jeg at indgå, så meget jeg kunne, i stedets ånd.

I klosteret blev jeg en dag tilskyndet til, at deltage i ROSENKRANS-bønnen sammen med nonnerne. Jeg havde i sidste øjeblik, inden jeg med tog toget til Tyskland, taget en gammel rosenkrans af træ med. Det er en, jeg har arvet fra min mormor, den eneste religiøse kvinde i min familie.
Da jeg dukkede op udenfor bedeværelset klokken 14, helt smånervøs over, om jeg havde øvet mig nok i bønnen, ud fra den bog Søster Veronika, havde givet mig aftenen før, blev jeg venligt hentet indenfor af fire nonner.

Og så sad vi der. I det sirligste værelse med et bord i midten og med lige så mange stole, som vi var personer til at sidde ned. På bordet var en kridhvid, nystrøget, broderet dug, af den slags min føromtalte mormor havde haft mange af. Der var tændt stearinlys på en skænk og et klart hvidt lys fyldte rummet.
Søster Veronika blev begejstret over, at jeg havde en bedekrans og ovenikøbet fra min mormor. Så begyndte bønnen. Der var ingen som helst tvivl om, at det vi gjorde, var en kærlighedsgave til Gud. Med helt enorm ikke-sjusk og ikke-blot-rituel-handling, bad vi denne bøn med inderlig kærlighed til Gud. Vi havde øvet os, gjort os umage og forberedt os til at gå ind i det ”rum”, hvori vi delte dette med Gud og hvor vi var åbne for Gud. Hvor vi var i Kærligheden.
Det var magisk. Vi skiftedes til at fremsige Ave Maria ti gange i GLÆDENS MYSTERIUM.

Hele oplevelsen af at være i klosteret og i at deltage i Rosenkransen gjorde et dybt indtryk på mig. I dagene, der fulgte, var det som om, der var en dybere ”sag”, der åbnede sig op for mig. En sag, der handlede om menneskets gang på Jorden og om en åbning af et sted i os alle sammen, hvorfra hele forholdet til Gud, kan blive en personlig kærlighed. Hvis vi kan finde derind.
Det blev en eventyrlig rejse ind i et land der hedder MARIA: Et eventyr, der handler om et lille undseeligt menneske, der engang gik på denne jord på sine flade fødder. Et lille menneske, der blev rørt af Guds finger og hvis hjerte åbnede sig helt for kærligheden. Et lille, bitte menneske, hvis hjerte faktisk åbnede sig så meget for kærligheden, som et skød åbner sig for menneskelivet, at Gud kunne fødes af hende. Et lille mennesker, der blev kilden til det sted i alle mennesker, der gør os i stand til at se kærligt på hinanden og på Gud.

Og jeg… jeg er bare et tåbeligt individ, der meget af min tid fortaber mig i at stirre på vinden i træerne og meget på at arbejde med noget, jeg siger til mig selv, er fornuftigt. Jeg har dog én ting tilfælles med Hildegard af Bingen – om end i langt ringere grad. Jeg kender den brændende tornebusk. Den brændende busk, hvorfra en stemme taler til mig og byder mig igen og igen, at komme nærmere, at se med mine blinde øjne og høre med mine døve ører. Jeg kender den stemme, den ild, det blitzende lys, der oplyser mit sind og viser mig store, mægtige billeder, som jeg aldrig i livet selv ville kunne opfinde. Den stemme, det lys, der smerter min fysiske krop men fryder min sjæl. Jeg kender den, der nogen gange viser mig, hvor jeg skal gå hen og hvad jeg skal gøre. Derfor, og kun derfor, ved jeg noget som helst om ting, som mit lille, dumme hoved i virkeligheden ikke kan forstå.
Det var ikke den stemme, der ledte mig til Eibingen Klosteret. Det var mig selv og kom sig af, at jeg var i en helt anden situation, hvor jeg ikke anede hvad jeg skulle gøre med mit liv.
Jeg havde, siden jeg var lille, forstået Hildegards tegninger af Gud og Skaberværket helt naturligt og set, hvad de betød. Det var derfor, jeg tog til Eibingen Klosteret den vinter.
Jeg anede ikke, at hele eventyret om MARIA ville begynde at folde sig ud der. Men det gjorde det og nu, to et halvt år senere, er jeg ikke kommet hjem endnu. Jeg er ikke længere på Eibingen Klosteret, Det var jeg kun relativt kort tid, men jeg er stadig på rejsen til MARIA. Dette er blot nogle postkort derfra. Nogle postkort, jeg sender, uden tilladelse fra nogen religion, præst eller noget initieret væsen, alene af den årsag at tomme skåle samler regn, at nogen ting varer ved, at solen skinner over vores hoveder og at fuglene synger godmorgen og godnat – og at alt det vidunderlige kærlige HELER vores verden.

 

TID PÅ TID PÅ TID
Alting ligger ovenpå hinanden i lag. Lagene smelter sammen. De nederste lag giver kraft til rødderne på de nyere. Og sådan bliver det ved.
Jeg opdagede det efter, jeg virkelig var blevet opmærksom på JOMFRU MARIA i Eibingen Klosteret. Da jeg egentlig blev bevidst om JOMFRU MARIA som en virkelighed i verden – inde i os selv.

Pludselig gik det op for mig, hvordan jeg i årevis var blevet viftet om næsen. Jeg kom i tanke om, at jeg flere år forinden havde besøgt et sted i Frankrig -tilfældigt var det ikke, det mærkede jeg selv da -men jeg forstod ikke, hvad det ville lede til. Jeg tror tit, det hele drejer sig om noget andet, end det egentlig gør. Og det kan der gå lang tid med.
Stedet i Frankrig var en grotte, Grotte De Niaux nær Pyrenæerne.

Grotten var helt enormt stor og der var malet på væggene, dyr, vidunderlige dyr.. I et bælte over Europa; Spanien, Frankrig, Italien, Østeuropa… er de samme dyr, enkelte kvinder, enkelte mænd, nogle mystiske tegn og håndaftryk, malet på samme måde. Ikke andet. Ingen blomster, ingen bjerge, ingen træer, ikke havet, ikke børn, ikke boliger, ikke ild…

De ældste streger var over 40000 år gamle og de yngste ca 15000 år gamle. Det vil sige, mennesker har ”gjort det samme” i mange, mange år; malet 12-13 forskellige dyretyper Og ikke nok med det; flere af malerierne var malet på i flere tusinde år. Tænk om vi i vores tid stadig malede på noget fra før Kristus. Det giver en mærkelig fornemmelse at se på.

 Besøg Grotte de Niaux og mærk, hvad der åbner sig i et menneske, konfronteret dette sted.

http://www.sites-touristiques-ariege.co.uk/sites-touristiques-ariege/grotte-de-niaux

 

Guiden sang inde i grotten. Så vi kunne høre, hvordan lyden af en stemme forvandlede alting herinde til en hel levende samlet organisme.
Det var uundgåeligt at få så meget gåsehud af fryd, at man kom til at fryse. Og samtidig uundgåeligt at få tanken at alle de mystiske blå og røde streger og prikker, måske var stenaldernoder. Det var der selvfølgelig ikke nogen, der turde sige noget om, af frygt for at lyde dum. For lidt dum, følte man sig. Som at stå overfor en tabt skat, foran et rum, der ikke ville åbne sig, fordi man ikke kendte løsenet. Og aldrig ville kunne genskabe det, fordi vores hjerner er blevet fremmedgjorte overfor kilden. Der var nemlig ingen tvivl om følelsen af at være inde ved kilden til liv. Men ikke helt at kunne komme ind.

Guiden fortalte at de sidste mennesker i stenalderen, dem der levede for 20000-15000 år siden blev kaldt THE MAGDALENIANS.

Det gibbede i mig, da hun sagde det. For hele årsagen til, at vi var i området, havde egentlig været et besøg i Montsegur. Montsegur var højborg for Katharerne og område for Maria Magdalene-kultdyrkelse op gennem tiderne.

Hvorfor blev de kaldt The Magdalenians?
Faktisk fordi, de første menneskeskeletter fra den tidsperioden 20000 – 15000 år siden, blev fundet i et klippefremspring ved Dordognefloden nær Les Eyzies, på et sted man kalder LA MADELEINE, efter et middelalder-kult-tempel på stedet tilegnet MARIA MAGDALENE. Derfor kalder man stenaldermennesker fra denne periode La Magdalenians.
Jeg tænkte på, at hvis jeg ikke var rejst til Frankrig af nysgerrighed efter Maria Magdalene, havde hun aldrig vist mig vejen, endnu dybere ind mod kilden.

Besøg La Madeleine og føl tidens lag gøre sin indvirkning på følelsen af at intet er tilfældigt. Selv om det burde være det…

https://www.la-madeleine-perigord.com/?lang=en

 

 


På besøg i La Madelaine ved Dordognefloden, så jeg noget, der fik mig til at spærre øjnene så højt op, at jeg den dag i dag ikke forstår, at de ikke faldt direkte ud af mit hoved. Om aftenen, efter hele dagen på det guddommelige sted så jeg det i nyhederne: Stenalderforskere havde fundet et 60000 år gammelt kranium i Israel. Det var det første bevis på, at udvandrende mennesker fra Afrika og Neandertalere, der beboede Europa på det tidspunkt, havde samkvem (som man så klinisk kalder det, selvom betegnelsen nok er komisk). Og fik børn.

Børnene var de ikke-racerene mennesker. For de var blandet af mennesker, opstået i Afrika, og Neandertalere, der beboede Europa. Det var disse ”mulatmenneskerne”, der vandrede op i Europa og malede i hulerne, dem, vi er efterkommere af.

Dette kranium af en kvinde, fundet i en hule i Israel, er bevis på, hvor de to menneske-typer først mødtes og fik børn med hinanden… Det var i Magdala i Israel. Maria Magdalenes fødeby.
Jeg så det i nyhederne den dag.
Det gik bare op for mig, at alting er lag på lag på lag. At lagene hænger sammen og nærer hinanden. Men også, at det ene, som man troede man skulle se på, i virkeligheden blot peger på det næste. Indtil man finder ud af, at man er på vej på en eventyrlig rejse, inviteret helt ind til kilden.

Forskerne kalder hende “EVA”

 

Maria Rejse

En MARIA rejse er helende.

Helende fordi, det er en rejse helt dybest ind mod kilden til kærlighedens eget væsen. Rejsen er på én gang en rejse i verden og en rejse dybt i os selv.

Helt inde ved kilden til menneskeliv, inde fra Marias Hjerte, kan vi se på hinanden med samme kærlighed, som den vi kender, som kærligheden til vores børn.

Det er dér, vi lærer, at alting på et finere plan handler om meget mere end mig, mig, mig og at vælge side og at blive guddommelige i den konkrete verden. Og dét er sådan en befrielse, at det heler sjælen.

Når vi kommer ind mod Marias Hjerte, heler vi ikke blot vores egen sjæl. Vi er med til at hele hinanden og atmosfæren omkring os. Uden nogen hensigt, uden nogen titel, uden nogen initiering, uden nogen faglig viden, uden nogen vigtighed -uden anden tillid, end den, vi selv har fundet indeni.

læs mere om rejsen til MARIA her…

 

 


Kontakt

TERAPEUT VIBEKE FOLMER RASMUSSEN

Tlf.: +45 26 39 10 13
Mail: mail@vibekerasmussen.dk