af Vibeke Folmer Rasmussen
Der er ikke noget usædvanligt i, at mennesker bliver skilt.
Tit og ofte bliver mennesker skilt og børnene bliver en del af skilsmissen. Dette handler ikke om, hvorvidt det er rigtigt eller forkert at blive skilt, der kan sagtens blive en bedre tilværelse, også for børnene, på den anden side af bruddet. Det handler om, hvordan vi takler det.
Det er hele familien, der bliver skilt. Det er et faktum. Hele familien bliver skilt og det er noget forældrene har bestemt, enten fordi de begge vil eller fordi den ene af dem vil det. Børnene ønsker typisk ikke, at familien skal skilles.
Her respekteres børnenes oplevelse sjældent helt, nemlig at hele familien er blevet skilt. Deres verden er skilt. “Det er bare mor og far, der skal skilles”, får børnene måske fortalt. Underforstået forventes de at give sig hen i tillid til, at det ikke får så stor betydning for dem. “Det er faktisk som det hele tiden har været, men nu har vi to huse. Mor og far er gode venner. Det er helt i orden, du er vred…”
Det er hjerteskærende. For de stakkels forældre prøver bare, alt hvad de kan, at forhindre barnets lille rene hjerte i at blive knust.
Det er så grundlæggende vigtigt, at møde børn i deres følelser. Barnet, hvis verden er revnet, hvis kendte fundament er krakeleret, er i krise, i angst og sorg. Og det er første gang, det lille menneske for alvor må se i øjnene, at der intet er at stille op. Utilstrækkelighed. Første gang det lille menneske må erfare ingen indflydelse at have på sin egen eller de elskede forældres situation. Det er hårdt.
Men vi bliver nødt til at huske, at det også er de vilkår, der er forbundet med at være menneske. For alle, før eller siden….
Derfor, lad være med at føle skyld. Eller give den anden forælder skylden. Heller ikke selv om det er den anden, der vil skilles eller har fundet en ny kærlighed. Det kommer intet til gode. Tværtimod. Det konstruktive ligger i at anerkende alt i livet.
Det er bedre at se på afgrunden med barnets øjne. Til at begynde med. Sætte sig i øjenhøjde med dem og se på deres katastrofe. Være lige der med dem, hvor de har så uendelig meget brug for ikke at være alene. Hvis de er der med stærke voksne, kan deres nervesystem bedre give slip. For så er de ikke alene med en afgrund, nogle forældre prøver at bagatellisere. Men mange mennesker er for konfliktsky til at stå der, med børnene på deres afgrunds rand, og med deres egen skyldfølelse i maven. Og måske er de selv helt knust.
At anerkende børnenes angst og fortvivlelse er ikke sætningen, der lyder “-du må gerne være vred eller bange”, hvis man samtidig, i alt det øvrige, viser, at det største problem man har, er, at barnet er trist….
For det andet, hvem er nogen til at give andre lov til at føle sine egne følelser?
Skylden flyttes lige så stille med over på det stakkels barns små skuldre, hvis de ser forældrenes bekymrede ansigter se på deres ked-af-det-hed. Barnet oplever, at det eneste problem der er, er dem. Hvilket mareridt. Fordi de ikke er indstillet på det nye. Fordi de ikke kan følge med. Fordi de er i sorg. Det er pludselig en vrangverden af -måske uretfærdighed…
De troede lige før, at alt var godt. Det var det ikke, viste det sig. Det hele brast. Nu er det hele åbenbart meget bedre for de voksne. Selv den forladte part har måske været den første til at finde en ny kæreste. Barnet selv er knust. Og de ser at omverdenens eneste problem er, at de ikke smiler, at de er urolige, ukoncentrerede…. At de ikke kommer videre…
Efter nogle måneder vil forældrene måske gerne have deres nye liv i faste rammer. Børnene skal tilpasse sig. Der kan være kamp om at have dem, mere eller mindre. Børnene er stadig forladt indeni…. måske har de bedst af at være i det gamle hjem i flere år, hvis den ene bor der endnu. Måske har det bedst af at blive i den gamle skole. Måske har de bedst af at bo primært hos den ene forælder, måske de første par år. For at få tid til omstilling, for at få fodfæste igen, for at få et minimum af medindflydelse på deres eget liv…. Men apropos skyld, så ved børn jo godt, at de kan gøre en forælder ked af det ved at insistere på egne behov….
Så kommer præsentation af nye kærester…… er børnene klar til det? Mange gange skal de flytte fra den ene til den anden hver uge. Og det er klart, at begge forældre føler, børnene er tryggest og mest hjemme hos dem. Men med nye kærester, måske allerede efter få måneder, måske med bonusbørn, er det voldsomt. Det kan være, der er flere dage i ugen hos mor eller far, den nye kæreste evt med bonusbørn, er på besøg. Og måske er der også besøg hos dem, måske med overnatning. “For at børnene kan vænne sig til det nye med det samme” Skift fra hjem til hjem hver uge, skift fra alene med en forælder i det ene hjem -til sammen med ny kæreste- i begge uger. Det er fire forskellige miljøer på fjorten dage. Og måske endda seks miljøer, hvis vi medregner besøg hos nye kærester. Hvor stresset ville man selv blive? Det værste er at børnene ofte ses på som et problem. De kan nemlig ikke tilpasse sig vilkårene. Og jeg vil påstå, det er helt normal reaktion.
Børnene er ofte for små til at analysere deres følelser og reflektere over sagerne. De oplever rent ud sagt et behov for at trække sig ind i en afgrænset verden. Fordi den konkrete verden er alt for kaotisk. Deres øjne kan blive fjerne. Men hvis de er kommet dertil, kan det være, de giver sig af med at græde og blive vrede. Det er ikke skidt, de finder et sted i sig selv at søge ind.
Det tager den tid, det tager.
Hvad betyder det for et barn, at familien bliver skilt? I hvert fald forandres alt. Der er stor forskel på, hvordan familier fungerer og det er ofte en familie med tiltagende problemer og dårlig stemning, der ender i skilsmisse. Men det kendte er alligevel barnets verden. Og det sted hvorfra deres verden går. For sådan er det, når man er barn. Når den verden revner og forsvinder, forsvinder børnenes fundament og det sted, hvorfra deres verden går. Det betyder ikke, at en skilsmisse ikke i længden er det bedste….
Det ville være en god ide at lære børn om det at have et ukrænkeligt sted i sig selv. Så de kan finde ind i den styrke, i sig selv, i livets utrygge situationer. At børnene lærer om et trygt sted at stå fast, når stormene suser omkring dem. Det er, for børnenes skyld, vigtigt at hjælpe med at etablere sådan et lille fundament, inden man indvier dem i skilsmisseplanerne. Og i den ukrænkelighed ligger også medindflydelse på sin egen situation.
Ikke mange bliver skilt overnight. Der er en periode, hvor man begynder at vejre hvorhen vinden blæser. Og allerede dér, er det vigtigt at begynde at tænke på børnene, ikke som hvem er de mest trygge ved at bo hos, men som levende organismer, der står for at skulle plantes helt om i denne fase af deres liv. Det, de har brug for, er, at blive forberedt og udrustet bedre inden skilsmissen. Man sender heller ikke en lille dreng ud i sneen uden støvler… Eller ud i havet uden at lære ham at svømme først…. At være forebyggende er essensen.
Hvis I ved, I skal skilles, så tænk på at styrke børnene inden. Det kan sagtens gå rigtig godt. Det er klart, der vil være smerte, men det er naturligt. Børnene skal styrkes inden en skilsmisse, til at bære nogle af de ting igennem, der vil komme. Hvordan gør man det?
Tænk over, hvad det er for et barn, I har og over, hvad dette barn snart skal igennem. Nogen børn er bange allerede i forvejen. For skilsmisse, for andre mennesker eller for andre ting. Men angst er et medfødt menneskelig vilkår. Det handler om at lære at leve med de vilkår, der er forbundet med at være menneske. Det gør barnet stærkere at vide, at det at være bange, er et menneskeligt vilkår og at kunne se på det og vide, det er der. Men at det kan blive relativt meget mindre, hvis noget andet bliver større.
Noget andet er at få nogle midler til at få indflydelse. Et barn må gerne stille nogle krav til sine omgivelser. For at få medindflydelse på sin egen livssituation. Nogle krav, der gør det udholdeligt at være i det man er bange for eller bekymret over. Det kan for eksempel være, at barnet er tryggere ved at vide, det er muligt at bo mest ét sted.
I den værste angst skal der være veje ud. Senere skal der være ting, der gør det udholdeligt at være i situationen.Essensen er, at oplyse et større indre univers. Det er vigtigt at finde ukrænkelige områder i sig selv, hvor det er muligt at være og leve fra, selv om det er ubehageligt uden for. Man kan arbejde med at skabe eventyrlige steder, styrkesteder, finde veje ind i kroppens styrke. Og det er altid godt at bruge åndedrættet til de ting.
Husk, lad være med at gøre barnets sorg til problemet.
